NEJ TIL ATOMVÅBENs historie

 

ITA er blevet til som en videreudvikling af ”Fredspædagogisk Værksted”, som producerede og udviklede materialer, som blev brugt af fredsbevægelsen ”Nej til Atomvåben”( NtA)

Nej til Atomvåben blev stiftet i januar 1980 ved et møde i Tisvildeleje. Baggrunden var Natos såkaldte ”dobbeltbeslutning” fra december året forinden, hvor det blev besluttet at opstille 572 nye atomraketter i Vesteuropa og samtidig indlede forhandlinger med Warszawa-pagten om afskaffelse af de såkaldt ”mellemdistancevåben”, som Sovjet i årene forinden netop havde opstillet en ny type af -almindeligvis kaldet ”SS20”.

”Nej til Atomvåben” var fra begyndelsen en bevægelse mod atomvåben i både øst og vest. Et særligt træk ved denne modstand var kravet om ”ensidige nedrustningsskridt”, dvs. kravet om at den ene (eller den anden!)side skulle give afkald på nogle af sine atomvåben uden forudgående aftale om, at ”den anden side” ville gøre det samme. Heri lå et opgør med forestillingen om, at der skulle opretholdes en balance mellem parterne, noget som altid blev brugt som et vigtigt argument for nye våben. De var nødvendige, hed det sig, for at opretholde ”balancen”. ”Nej til Atomvåben” pegede for det første på, at parterne allerede havde så mange atomvåben, at de var i stand til at udslette hinanden indtil flere gange, og da man som bekendt kun kan dø ’en gang var det meningsløst at tale om en ”balance” baseret på at man skulle kunne slå hinanden ihjel en ekstra gang. Og for det andet på, at parterne aldrig ville kunne blive enige om hvad eller hvordan en rigtig balance skulle se ud. Det viste al hidtidig erfaring, og forhandlinger med sigte på at opnå en ”balance” havde ikke afskaffet et eneste atomvåben. NtA pegede også på, at når den ene side opstillede nye våben, var det kun sjældent som reaktion på våben, som den anden side havde opstillet. Udviklingen af disse nye våbensystemer foregik over så mange år, og involverede så mange videnskabelige og økonomiske ressourcer, at oprustningen måtte forstås som andet end et svar på bestemte våben, som den anden side havde udviklet. Natos 572 nye raketter kunne ikke forstås som et svar på Sovjets SS20 raketter. Parterne tilstræbte ikke en fredelig ligevægt. Derimod var det afgørende for begge parter at sørge for, at afskrækkelsen til stadighed var troværdig, at ”den anden side” med andre ord aldrig skulle kunne vide sig sikker på andet end den totale udslettelse i tilfælde af en krig. Derfor var der til stadighed behov for nye og stadigt mere sofistikerede våben for at gøre afskrækkelsen troværdig, og i tider med storpolitiske spændinger kunne netop de nye og usikkerhedsskabende våben blive den udløsende faktor for en altødelæggende atomkrig.

Samtidig blev det gjort klart, at den mobilisering mod atomvåben, som NtA ville skabe, skulle ske på et ikke-kommunistisk grundlag. På den baggrund udviklede der sig snart et modsætningsforhold til den fredsbevægelse, som kaldte sig ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, hvor netop kommunisterne spillede en betydelig rolle, og hvor man af samme grund altid så med r velvilje på Sovjetunionens udenrigspolitik- eller i det mindste afholdt sig fra kritik af Sovjetunionen, både når det drejede sig om oprustning og samfundsforhold i øvrigt. ”Samarbejdskomiteen” var tilsluttet ”Verdensfredsrådet”, som i realiteten var en frontorganisation til fremme af Sovjetunionens udenrigspolitik.

”Nej til Atomvåben” blev en del af det europæiske opbrud, som Natos dobbeltbeslutning udløste. I alle lande i Vesteuropa opstod der nye fredsbevægelser, som rettede sig mod atomoprustning i både øst og vest, og som søgte efter veje og midler til at ”opløse” eller ”undergrave” den deling af Europas i et øst og et vest, som skabte den storpolitiske konfrontation, som gjorde at atomoprustningen var mulig. Den organisatoriske ramme for disse fredsbevægelser i Vesteuropa var ikke mindst ”European Nuclear Disarmament”( END) som hvert år holdt såkaldte ”konventer”, som samlede aktivister fra de forskellige bevægelser. På disse konventer udvekslede aktivisterne erfaringer om det, som blev kaldt ”Detente from below”, tanken om at afspænding i Europa ikke kun som i 1970’erne skulle være et anliggende for statsoverhoveder og foregå på de bonede gulve, men også noget som aktivister i øst og vest skulle og kunne engagere sig i. Det indlysende problem i den forbindelse var naturligvis, hvem der kunne komme i betragtning som ligesindede aktivister i øst. I de østlige lande var der ingen mangel på foretagender, som kaldte sig noget med ”fred”. Der var ”fredsråd” og ”fredskomiteer”, men de var alle som en i lommen på deres lands regering og dermed på Sovjetunionen. Derfor støttede alle disse foretagender også de sovjetiske raketter, som blev kaldt ”fredsvåben”, og enhver der protesterede mod disse våben kunne meget hurtigt ende i fængsel med en dom for undergravende virksomhed.

END og de bevægelser, der var tilsluttet der, fandt de ligesindede aktivister i de forskellige oppositionelle grupper i de østlige lande, ”Solidaritet” i Polen, ”Charta 77” i Tjekkoslovakiet, kirkelige grupper i DDR og grupper i Ungarn og Sovjetunionen. Disse grupper var meget forskellige og havde meget forskellige muligheder for at fungere i deres lande. ”Solidaritet” i Polen var en massebevægelse med 10 millioner medlemmer, som selv efter indførelse af militærdiktatur var i stand til at udfordre de polske magthavere, mens Charta 77 i Tjekkoslovakiet kun talte nogle tusinder, som måtte gå meget stille med dørene for ikke at havne i fængsel. Men hverken i Polen eller i nogen af de andre østlige lande så myndighederne med milde øjne på de kontakter, som de vestlige fredsbevægelser havde i deres lande, og man gjorde sig betydelige anstrengelser for at forhindre dem. De østlige dissidenter fik ikke lov til at rejse ud til møder med fredsbevægelserne i Vesten og de vestlige fredaktivister blev stoppet ved grænserne og fik indrejseforbud, hvis myndighederne vidste hvem de var, og hvad de skulle i de østlige lande. Og de vidste ofte mere, end man umiddelbart skulle tro! I de arkiver, som de hemmelige tjenester i østlandene efterlod sig, da deres regimer brød sammen, kan man også se, hvorfor man under ”den reelt eksisterende socialisme”, som regimerne gerne benævnte sig selv, brugte så mange ressourcer for at hindre aktivisterne fra de vestlige fredsbevægelser i at komme ind. END og de tilsluttede fredsbevægelser blev ikke kun betragtet som fjender, men simpelt hen som de modstandere, der først og fremmest skulle bekæmpes, bagtales, infiltreres og manipuleres på alle tænkelige måder. Det fremgår f.eks. af en samarbejdsaftale mellem KGB og DDR’s ”Stasi” fra 1986, hvor END og andre fredsbevægelser i Vesteuropa står øverst på en meget lang liste over KGB’s og Stasis fjender.

Samtidig med kontakterne til de østlige dissidenter opretholdt END og tilknyttede bevægelser en kontakt til de officielle fredsråd i de østlige lande, ”Friedensrat der DDR”, Den sovjetisk e fredskomite” og flere andre. Disse kontakter var kompliceret, hvor man på den ene side gerne ville opretholde en dialog med magthaverne i øst gennem deres fredskomiteet, men på den anden side ikke ville tages til indtægt for deres politik. Det blev til, at END folket deltog i nogle af de østlige fredskonferancer, og folkene fra ”Verdensfredsrådet” i nogle af END’s konventer. Men hver gang efter langvarige og komplicerede forhandlinger om betingelser for delotagelse.

”Nej til Atomvåben” fik de første kontakter på den anden side af jerntæpper i sommeren 1982 ved et møde i en kirke i Øst-Berlin. Her fik man kontakt med en gruppe unge mennesker, som mødtes under uformelle former og diskuterede alt mellem himmel og jord og ikke mindst militariseringen og atomoprustningen i Europa. Det var unge mennesker, som på deres uddannelsessteder var under et stigende pres for at deltage i militær træning, noget man kun kunne sige ”nej” til, hvis man var parat til at tage konsekvenserne som kunne være udelukkelse fra undervisning, eller fra uddannelse i det hele taget tab af fast arbejde og i sidste ende fængsel. Kontakten til denne gruppe blev besværliggjort fordi flere af NtA’s udsendte blev sendt tilbage fra grænseovergangene til DDR og fik indrejseforbud. Efter murens fald i 1989 viste det sig, at der i denne gruppe var i det mindst en’ agent for det hemmelige politi ”Stasi”, som holdt sine arbejdsgivere underrettet om, hvornår der ville komme besøg fra Danmark, og også om, hvilke synspunkter de besøgende fra NtA gav udtryk for. I 1983 deltog repræsentanter for NtA i Verdensfredsrådets stort anlagte kongres i Prag og fik ved samme lejlighed kontakt med repræsentanter for ”Charta 77”. Også disse kontakter blev besværliggjort med indrejseforbud og udvisninger. På samme måde med kontakterne i Polen og Sovjetunionen. Men selvom flere blev udsat for udvisning og indrejseforbud var der altid endnu flere, der kom igennem og fik kontakt. Så mange faktisk, så når man på en god dag midt i 1980’erne gik en tur på hovedgaden i Warzawa, Prag eller Budapest på vej til eller fra en af de mere eller mindre illegale kontakter, så kunne man ofte møde bekendte fra det sidste END- konvent, som var i byen i samme ærinde.

Kontakterne, og den gensidige anerkendelse og respekt, mellem fredsaktivisterne i Vest og dissidenterne i Øst blev et frontalt opgør med den kolde krigs logik, som sagde at..” mine fjenders fjender er mine venner”. I den kolde krig gik fronten ikke kun ved jerntæppet og muren i Berlin, men midt gennem hvert eneste land i Europa. Hvert land havde sine ”dissidenter”, ”røde lejesvende”, ”klasseforrædere”, ”nyttige idioter”, ”blåøjede idealister” og ”agenter”, som alle blev beskyldt for at stå i ledtog med ”den anden side”, som så til gengæld tog de pågældende til indtægt. Hvis man gik fredsmarch i Vesteuropa kunne man på samme tid blive beskyldt for at..”gå Sovjets ærinde”, og taget til indtægt for Sovjetunionens politik i den østlige propaganda. På samme måde blev en dissident i Sovjetunionen erklæret for statsfjende i sit hjemland og samtidig rost til skyerne af USA’s præsident. Kontakten mellem fredsaktivisterne i vest og dissidenterne i øst var noget afgørende nyt, som ikke havde været med i tidligere fredskampagner. Denne kontakt blev af mange oplevet som en mental befrielse fra den kolde krigs logik og skabte en ny solidaritet, som det hed i END- appellen fra 1980..”vi må lære at være loyale, ikke overfor ”øst” eller ”vest” men overfor hinanden.”

I ”Nej til Atomvåben” foregik øst-vest kontakterne sideløbende med mobiliseringen mod atomvåben, det ville i praksis sige Natos atomvåben og i særdeleshed de planlagte nye 572 atomvåben. Men tingene hørte sammen! Det sås tydeligt når de store demonstrationer skulle arrangeres. Så ville ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed” skabe samling om ”den mindste fællesnævner”, dvs. protesten mod Natos raketter, mens NtA også ville inddrage Sovjets raketter og ”frihed til fredsarbejde”- også i Østeuropa. I nogle tilfælde lykkedes det at opnå et acceptabelt kompromis og dermed fælles anbefaling af demonstrationen, i andre tilfælde blev det til to forskellige demonstrationer. I forhold til de fleste andre lande i Vesteuropa, var forholdene anderledes i Danmark på to områder. For det første spillede kommunisterne en større rolle i fredsarbejdet hos os end de fleste andre steder. Ikke fordi det kommunistiske parti var større i Danmark end andre steder, nærmest tværtimod, men fordi det var meget velorganiseret og mere Moskvatro end så godt som alle andre kommunistpartier i Vesteuropa. For det andet opstod der i Danmark en parlamentarisk situation, som var helt unik indenfor Nato. Det gav sig udtryk i de såkaldte ”fodnoter”, som et flertal i Folketinget på løbende bånd pålagte regeringen at anbringe i næste kommunike fra et Nato-møde. I disse fodnoter tog den danske regering afstand fra Natos atomoprustning, noget som den danske udenrigsminister som bekendt langtfra var enig i, men noget som han ikke desto mindre måtte sørge for skete. Både kommunisterne og fodnoterne gav rigeligt arbejde til ”Nej til Atomvåben”. Mange aktivister brugte halvdelen af deres tid til at skændes med kommunisterne om de rette paroler, og flertallet i folketinget havde til stadighed brug for opbakning i form af nye og mere slagkraftige argumenter mod atomoprustningen. I den forbindelse er der ingen tvivl om, at argumenterne gjorde mest indtryk, når de kom fra ”Nej til Atomvåben”, som ingen med rette kunne beskylde for at ”gå fjendens ærinde”.

”Nej til Atomvåben” var på samme tid et barn af den kolde krig og en bestræbelse på at komme ud af den kolde krigs spændetrøje. Det havde vi til fælles med en række andre bevægelser i Europa øst og vest. Igennem 1980’erne var der i disse bevægelser en stigende bevidsthed om, at den kolde krig lakkede mod enden. Det store spørgsmål var, om den kolde krig ville ende fredeligt eller med et atomragnarok. Men uanset hvilket rationale der havde skabt og drevet den kolde krig i de foregående årtier, så gav det ikke længere mening i forhold til den groteske atomoprustning. Man fornemmede, at der var noget afgørende nyt undervejs! Meget mere håndfast end som så, blev det ikke. Det var en blanding af håb, fornemmelsen, analyser, gætterier og det man havde oplevet på rejser i Østeuropa, men det var nok til at man turde tro, at en verden uden den kolde krigs atomtrussel og den brutale delingen af Europa var mulig. Det skal ses i forhold til, at hele det politiske establishment i Europa optrådte og planlagde som om den kolde krig skulle vare mange, mange år endnu. Intet efterretningsvæsen, ingen af de klogeste politikere eller eksperter havde forudset Murens fald i Berlin eller Sovjetunionens opløsning. Det havde vi heller ikke i ”Nej til Atomvåben” og de tilsvarende bevægelser i Vesteuropa, men vi blev en god del mindre overrasket end de fleste, da det skete!

Troels Toftkær

Januar 09