| Se, hvem der har støttet jordskælvsofrene her |
Jordskælvet april 2015 |
|
 |
April 2015 Kære Danmark. STØT min nepalesiske familie!
Lørdag den 25. april kl 12 sad jeg til bryllup i bjerglandsbyen
Tartong, Nepal da jordskævet ramte. Alle
måtte løbe for livet mens jorden revnede under vores fødder. Signe
og jeg sprang for livet og landede på et plateau 3 meter længere ned
af bjergsiden, hvor vi søgte tilflugt på den nærlæggende grusvej.
Jeg kiggede op og så hvordan alle landsbyens huse, skolen og de
nærlæggende bygninger en efter en styrtede sammen. Da det næste
jordskæv ramte troede jeg jorden skulle gå under – det var så
ekstremt.
I
tirsdags blev vi hentet i helikopter. Vi efterlader børn, kvinder,
gamle og vores kæreste værtsfamilie tilbage. Hilsen Stine Rosgaard Lauriden
International Teacher Association ITA Støt jordskælvsofrene i Nepal. Som I ved blev Nepal ramt af et kraftigt jordskælv lørdag morgen. Det var 7,9 på Richterskalaen (Jordskælvet på Haiti i 2010 havde en styrke på 7,0). Vi har i øjeblikket to unge danske piger Signe og Stine i Nepal, hvor de skulle arbejde som hjælpelærere i landsbyen Tartong. De endte midt i et voldsomt jordskælv, som kostede mange menneskeliv og enorme ødelæggelser. Alle bygninger i hele Helambu er væltede. Alt er ødelagt. Folk blev sårede og nogle døde. Søndag sidst på eftermiddagen ringede Jimmy Lama, vores kontaktperson og fortalte, at Signe og Stine har det det godt. De har klaret sig gennem strabadserne, men skal overnatte endnu en nat i den ødelagte landsby, inden de i morgen, mandag bliver reddet med helikopter og bragt til Kathmandu. Vi glæder os til at se dem i sikkerhed, og høre deres fortælling om den forfærdelige naturkatastrofe. I Nepal står befolkningen tilbage med katastrofale ødelæggelser, som det vil tage lang tid at få ryddet op i. ITA har siden 1998 været tilknyttet skolerne i Helambu. Vi har en særlig tilknytning til Tartong og Nakote. Vi gennem årene støttet skolerne med bygningsmaterialer til opbygning af nye skolebygninger, undervisningsmaterialer og ikke mndst har vi betalt løn til 3 lærere fordelt på Tartong og Narkote skoler. Det har været med til at forbedre skolernes undervisningstilbud, så flere fattige børn kommer i skolerne og flere piger får en uddannelse. For hver gang vi har besøgt landsbyerne, har vi kunnet se tydelige forbedringer, og vi har glædet os over fremgangen på skolerne og i landsbyerne. Der skete hele tiden forbedringer. Nye skolebygninger dukkede op, bygninger, der lå mere sikkert på bjergsiden, eller var større og bedre og kunne klare antallet af skolebørn fra større og større områder. Der dukkede også drivhuse op, så landsbybeboerne kunne begynde at dyrke grønsager og på den måde få en sundere kost. Der var anlagt veje til Nakote. Bussen stoppede der to gange om dagen. Tartong kunne man køre til i jeep. Hele tiden nye og gode forbedringer for landsbybeboerne. Men nu er det hele slut. I Nakote har en helikopter hentet de sårede. To kvinder og et barn er døde. I Tartong er et ukendt antal personer døde og sårede. Når oprydningen er slut skal genopbygningen i gang. Vi ved, at mange gerne vil give et bidrag til genopbygningen af Nepal, og vi vil gerne indsamle penge til genopbygning af landsbyerne Tartong og Nakote. Har du lyst til at bidrage, vil vi sende pengene til foreningen HELP, som Jimmy Lama er leder af, og så vil de foranstalte genopbygning af landsbyerne. Bidrag ad denne vej bliver ubeskåret sendt videre til Help i Nepal. Indbetal gerne på kontonummer 8500 0003572137 eller på Mobile Pay 26 13 68 92 (Husk at medsende besked med dit navn) Mange tak for din støtte Jytte Svendsen Formand for International Teacher Association Stine Rosgaard Lauridsen skrev dette indlæg på Facebook den 4. maj 2015 Kære Danmark. STØT min nepalesiske familie! Lørdag den 25. april kl 12 sad jeg til bryllup i bjerglandsbyen Tartong, Nepal da jordskævet ramte. Alle måtte løbe for livet mens jorden revnede under vores fødder. Signe og jeg sprang for livet og landede på et plateau 3 meter længere ned af bjergsiden, hvor vi søgte tilflugt på den nærlæggende grusvej. Jeg kiggede op og så hvordan alle landsbyens huse, skolen og de nærlæggende bygninger en efter en styrtede sammen. Da det næste jordskæv ramte troede jeg jorden skulle gå under – det var så ekstremt. Hele landsbyen søgte i sikkerhed på bjergtoppen hvor der blev dannet en lejr. Signe og jeg befandt os nu i blandt ikke bare utrolige fattige mennesker, men mennesker som har mistet alt – de har intet tilbage. I tirsdags blev vi hentet i helikopter. Vi efterlader børn, kvinder, gamle og vores kæreste værts familie tilbage. Jeg besluttede at rejse hjem til DK og starte denne indsamling som vi har lavet i samarbejde med vores organisation ITA (International Teacher Association) hvor alle pengene går ubeskåret til landsbyen Tartong i Nepal. I samarbejde med HELP NEPAL, vil de sørge for mad, drikke, flere telte samt genopbyggelse af hele landsbyen. Danmark – HJÆLP - De har mistet alt - Hver en krone tæller! Hilsen Stine Rosgaard Lauriden Indbetal gerne på kontonummer 8500 0003572137 eller på Mobile Pay 26 13 68 92 (Husk at medsende besked med dit navn) Se også Signe Højlands video, som hun har optaget i Tartong 6 timer efter jordskælvet. Den ligger på Facebook under https://www.facebook.com/ItaNepal Pigerne er nu kommet godt hjem til Danmark, hvor de gør et stort stykke arbejde med at indsamle penge til ofrene for jordskælvet i Helambuområdet
|
Oktober 2015 Signe Højland appellerer til at man igen tager ud som hjælpelærer på landsbyskolerne: Natten er mørkere i Nepal end herhjemme. Jeg genkalder mig stadig følelsen af at stå udenfor Pembas hus og kigge ud i intetheden og have følelsen af at jeg stod midt i universet. De klare stjerner over mig og de menneskeskabte lys på den anden side af dalen gik i et med hinanden og skabte en uendelig nattehimmel over og under mig. Når jeg kom ind igen, gjaldt det om ikke at larme for meget med døren og vække familien der lå og sov på gulvet. Udmattede af dagens arbejde, sov de så snart deres hoved rørte puden. Jeg listede længere ind, på mit og Stines aflukke og kravle ned i min sovepose. Næste morgen ville jeg vågne til det smukkeste morgenlys på de hvide bjergtoppe mod nord - de voksne allerede i marken, kun Pemba og børnene tilbage. Så lavede Pemba morgenmad - friturestegt brød (en stor luksus) eller måske kartoffel og spinat gryde. Så hjalp vi børnene i tøjet, sneg os til at feje eller måske endda tage en opvask (vi var gæster, så vi "fik" kun lov, når ingen så det) og kiggede en ekstra gang på den grammatik vi ville bruge den dag. Så gik vi til skolen sammen med Pemba og Chenga. Der var noget smukt og simpelt over den måde at leve på. Der var intet bedre end når Diki kom løbende ind og smed sig op i sengen, med det største gavtyvegrin på læberne blot for at give mig et kram og løbe sin vej igen. Eller at høre Djangmu snakke flyvende Hyolmo til mig, i den overbevisning at jeg naturligvis forstod. Det var smukt og det var hårdt. Man var på konstant, næsten aldrig alene og man blev udmattet og af og til irritabel. Pembas familie var fantastisk men det var svært at kommunikere ordentligt fordi det kun var Pemba der snakkede engelsk. Det var ikke altid vi forstod hvad der foregik eller hvad der skulle ske - men vi fik grinet en masse, og med lidt øvelse kan man snakke en hel del med lidt fagter og en blanding af Hyolmo og Engelsk. Inden jeg tog afsted var jeg ikke klar over at Nepal ville blive den største udfordring i mit liv. Men når jeg sidder herhjemme igen, er jeg helt vildt glad for, at jeg tog den på mig. Overvejer du at tage afsted? Så gør det. Jeg lover dig, at du vil lære nogle fantastiske mennesker at kende - ikke mindst dig selv. |
 |
||
 |
||
 |
 |
|
 |
|
|
 |
 |
|
 |
|
|
 |
 |
|
