Phujel School Project i Nepal
af Nina Lund
Phujel School Project:
Kører man ud af den støvede jordvej fra Kathmandu mod Pokhara længes man ofte efter at forlade bussens indelukkede fugtige hede og vandre ud i det smukke bakkede landskab. De fleste modstår denne fristelse og venter pænt til man kan få en kold drik ved Phewaens bred. Jeg, derimod, står altid af cirka halvvejs til Pokhara. Man krydser folden ad en af de små broer og begynder den 2 timer lange tur op af små snoede bjergstier. Der er ingen restauranter eller guest houses, men godt halvt oppe ad vejen findes en lille kiosk, hvor man kan købe en varm cola. Her er der nemlig så lokalt som det kan blive. Vi hilser på folk der bærer deres græs hjem. Efter vi når toppen er der 2 timer lige ud før vi er ”hjemme”. Byen hedder Phujel og ligger i Gorkha. Solnedgangen over de små lerhytter får en til at tro man er i paradis, mens Ama kommer med chia for at hilse en velkommen.
Desværre lurer uhyrlighederne under overfladen. Hvis man kigger nærmere på det smukke landskab, ser man børn hvis tøj er beskidt og hullet, folk der sulter og nogle faldefærdige bygninger. Der er målet for vores rejse. Gorkha er et område hvor befrielsen fra kastesystemet endnu ikke er nået. I Phujel bor vi hos Karna. Han er dalit og det er sammen med ham at vi driver skolen. Karna har et fint hus og et godt job i kathmandu, men hjemme i landsbyen er han stadig dalit - Urørlig. Det er kun 2 år siden det blev lovligt for ham og andre med lavkastestatus at benytte templet i landsbyen, hvilket kun skete for at undgå det oprør der var under opsejling… Han venter stadig udenfor når vi besøger højkastevenner(han er jo ikke værdig til at gå indenfor). Karna har være heldig at han altid har været intelligent, hvilket medførte at han fik et legat af en NGO til at komme i skole i Pokhara. Det har betydet at han kunne skabe en fremtid for sig selv og sin familie. Det har også betydet at vi har fået muligheden for at skabe vores projekt.
Det var karna der første gang tog mig med til landsbyen og viste skolen. Første gang glemmer jeg aldrig! Vi var lige stået op efter en nat med MANGE myg! Hele min krop kløede. Vi slugte vores dal bhat for ikke at komme for sent til vores møde. Allerede da vi forlod huset tiltrak vi opmærksomhed. Der kommer ikke turister til Gorkha og alle havde hørt om hende den hvide pige, med det mærkelige tøj. På de 10 minutter det tog at komme frem, havde vi samlet en hale af mennesker, og dem der ikke fulgte med stirrede! Da vi endelig nåde frem hang børnene ud af vinduerne og råbte ”hallo!”, ”how are you!” i munden på hinanden. De sødeste ansigter, med kæmpe smil, men beskidte, med for små skole- uniformer – dvs. dem der da havde en. I Gorkha er man fattig, jorden er ikke særlig fertil sammenlignet med resten af Nepal og på trods af det lever de fleste af landbrug, her det er normalt at sulte i flere måneder. Da vi kommer indenfor i det lille lærerværelse, hvor afstanden mellem gulvbrædderne er stor nok til, at der drysser sand ned i hovederne på eleverne i underetagen, hilser Vi alle genert og Karna må oversætte da engelsk er begrænset til ”hallo”, ”how are you?”. vi snakker lidt frem og tilbage, inden vi bliver ført ud på den lille legeplads. Her er de så samlet, de lidt mere end 300 børn, lærerne og et par nysgerrige landbyboere. De vil gerne vise deres taknemmelighed for den hjælp vi planlægger at komme med. Først bliver der holdt tale. Jeg fik den ikke oversat, men Karna blev helt genert så det må havde været ros! Børnene har selv lavet sange og dans der passer til. En har slået sig særligt fast: Tre små piger danser i en lille halvcirkel af mennesker der er blevet til scene. To af de ældre drenge spiller trommer og tre piger synger, ” velkommen, velkommen, vi er kun små børn, men når vi bliver voksne, vil vi hjælpe andre, ligesom dig. velkommen, velkommen. ” karna fik helt tårer i øjnene. Og det var her jeg lovede mig selv at jeg ville gøre alt hvad jeg kunne for de børn. ceremonien blev afsluttet med mallaer og tikkaer… Mange!
Det er snart tre år siden. Og som jeg sidder her og skriver forbløffes jeg over hvor meget der er sket på den korte tid. Jeg kom hjem og dannede den frivillige forening Phujel School Project(psp) Nepal, sammen med Kira en veninde jeg havde arbejdet sammen med på et børnehjem i Kathmandu. Vi ansatte Karnas kone, Kamala - Den eneste lavkastelærer der kunne tale engelsk i hele området. Hvilket er vigtigt! Højkastelærerne har desværre tendens til at diskriminere lavkasteeleverne og på ”vores” skole er der 4 højkaste børn. Engelsk var krav fra min side, jeg vil kunne tale med de ansatte og desuden tror jeg ikke man kan lære engelsk af en lære der ikke selv taler det. Desuden er kvinders rettigheder et nyt begreb i Nepal, så Kamala var på mange måde den bedste kandidat til jobbet. Vi begyndte at få vores første medlemmer og alt gik over forventning da vi fik en donation fra regeringen(nepalesisk). Bygningen, skolen havde før, var for lille til de i forvejen 5 årgange. Og nu fik vi så en ny med 2 rum, møbleret af regeringen. Alle i landsbyen var så overvældet at de meldte sig som arbejdskraft. Så nu var vi sikret rum til både vores 6 klasse og vores 7 klasse. I 2010 hentede vi Purnam hjem fra kathmandu, hvor han underviste på en privatskole, for at undervise den nye årgang. Han er vokset op i området og vil som alle de andre landsbyboere gribe enhver chance for at hjælpe til med at skubbe til udviklingen. Vi har anlagt en vej der fører fra skolen over til en lille græsmark der fungere som skolegård. Så kan børnene komme frem og tilbage uden at risikere liv og lemmer.
Men der er stadig langt. Først og
fremmest skal vi udvide til 8. klasse så børnene kan komme videre i
”plus 2” (svarende til gymnasiet) og senere på universitet så de kan
skabe det liv de drømmer om. Desuden er der kommet så mange elever at
vi har pladsmangel. Så det næste store ønske er en ny bygning, så
børnene ikke skal sidde udenfor i regntiden… Og endeligt: et toilet! Vi
har ikke engang et! Og med en skole på over 300 børn er det noget af et
renderi ud i junglen.
Der har været udfordringer undervejs, især økonomiske! Men på mystisk vis er der altid vist sig en udvej, ofte i form af en stor donation. Men især i form af mennesker…
Inger mødet Karna i Kathmandu. Senere mig i Danmark og samler nu penge ind til skolen i Canada hvor hun bor. Inda, en veninde jeg overtalte til at tage til Nepal og som ivrigt er gået i gang med at netværke og engagere flere mennesker i projektet. Jacob, min sambo, der efter at havde besøgt skolen er blevet min højre hånd i alt hvad der vedrører Nepal, og Dorte der gjorde det muligt at lave et samarbejde med dansk –nepalesisk selskab og til sidst Elisabeth der opfordrede mig til at skrive denne artikel. Sådan er det nemlig. Har man først været der, er man forelsket. I landet, menneskerne og det er umuligt at tage hjem uden at være blevet berørt. Det er det, jeg vil dele med dig!
Skulle du få lyst til at besøge os i Phujel, vil du være mere end velkommen! Kig på vores hjemmeside: www.pspnepal.dk eller skriv til mig på ninahslund@gmail.com så lover jeg dig en oplevelse for livet.
- Gør det, elsk det og tag det med hvor end du kommer!